23948sdkhjf

Nilfisks salg af rengøringsmaskiner går tilbage

Nilfisk er gået tilbage på både omsætning og overskud i 2023.

Det viser årsregnskabet fra selskabet, som producerer rengøringsmaskiner til virksomheder og private.

Omsætningen er landet på 7,7 milliarder kroner, hvilket er knap 270 millioner mindre end året før.

Imens er overskuddet skrumpet til 263 millioner kroner fra 303 millioner kroner.

Set i lyset af, at året har været præget af høj inflation, er resultatet tilfredsstillende, mener René Svendsen-Tune, der er administrerende direktør i Nilfisk.

- Udfordringerne har krævet, at vi alle har måtte finde nye måder at navigere, siger han i regnskabet.

Det er hans første årsregnskab som topchef for selskabet.

I midten af august blev Nilfisk nemlig tvunget til at kigge efter en ny til posten, efter at den tidligere direktør Torsten Türling i begyndelsen af juni meddelte, at han af familiære årsager ville vende hjem til Tyskland.

Tilbage på sporet

René Svendsen-Tune er tidligere administrerende direktør hos GN Group og GN Audio og havde allerede et kendskab til Nilfisk på grund af en bestyrelsespost i selskabet.

Nedgangen i både omsætning og overskud sidste år kommer efter en årrække med fremgang.

Selskabet forventer i det dugfriske regnskab at komme tilbage på vækstsporet allerede i indeværende år, fremgår det.

Nilfisk forventer en organisk vækst i omsætningen på op mod seks procent i 2024.

Organisk vækst et udtryk for udviklingen i omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder og giver dermed et mere retvisende billede af, om et selskab reelt vokser eller går tilbage.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141